Kiropraktorens råd til børn og unge

Gode råd ...

Følgende råd og ønskelige leveregler gælder for det meste for både børn og voksne:

  • Tilstrækkeligt med søvn
  • Daglig bevægelse og aktivitet
  • Gode siddestillinger
  • Nærende mad
  • Korrekt placering af rygsækken.

Søvn:

Søvn er meget vigtig for kroppen, leddene og barnets nervesystem. Det er her, man fornyer energi, bekæmper infektioner og vokser. Det er også mens børn sover, at evnen til at koncentrere sig i skolen skærpes. Mangler man søvn, resulterer det bl.a. i, at nervesystemet har svært ved at bekæmpe infektioner. Ligeledes svækkes koncentrationsevnen og tålmodigheden forkortes og man har et barn med mindre overskud.

Det er vigtigt, at barnet ikke sover på maven, da dette stresser nakken i høj grad. Hovedpuden skal passe i højden, således at rygsøjlen er vandret, når barnet ligger på siden. Derudover anbefales ca. 10 timers uforstyrret søvn hver nat for skolebørn. Spædbørn og børn i førskolealderen anbefales mellem 10 til 12 timer hver nat.

Skoletasker:

Må maksimum veje 10-15 % af barnets vægt. Det er vigtigt, at rygsækken har polstrede skulderremme og polstring på langs af rygsøjlen. En rem ved hoften skal holde tasken på plads, den skal sidde højt nok (ikke slaske om bagdelen). Sørg for at pakke tasken på ny hver dag, så der ikke bæres rundt på unødvendige ting.

Se mere på www.legobags.eu der har designet rygsække i samarbejde med en kiropraktor.

Siddestillinger:

Det er vigtigt at sidde lige for, når der ses TV og ikke ligge og vride nakken i sofaen. Det er vigtigt at have en ret holdning på stolen, når der læses lektier og at bordhøjden passer til stolen. Når der siddes gælder det om at have bagdelen helt tilbage mod ryglænet.

Hvad fodtøj angår er det vigtigt, at der er støtte i hælen og at skoene er flade. Flipflapper og træsko er ikke gode for børnefødder. Sker der først en forstuvning, kan knæ og ryg under gang påvirkes og der kan opstå låsninger disse steder.

Mad og drikke:

Det, vi putter i munden, har stor betydning for, hvad kroppen og nervesystemet har at arbejde med – og dermed også musklerne og kroppens led. Det er vigtigt, at blodsukkeret ikke dykker og at kroppen har noget at arbejde med hele tiden – og at vi ikke indtager for mange kulhydrater. Seks stykker frugt om dagen er fint ... men undgå at spise for megen frugt, Kindermælkesnitter og sukkerholdig mad, da dette hurtigt forbrændes, og man derfor hurtigt bliver sulten igen.

Det bedste er at lægge en god bund bestående af f.eks. fiberrig kost, nødder, rugbrød, kød, æg og gode olier. Derudover er det meget vigtigt at sørge for, at væskebalancen er i orden, da børn under leg forbrænder meget mere, end man skulle tro. Væsken skal helst bestå af vand – og ikke sodavand og saftevand/juice, da der er for meget frugtsukker i. Undgå også sukker og sukkerholdige madvarer efter aftenmaden, da det påvirker børnenes søvnkvalitet.

Kiropraktisk behandling af gravide og babyer ...
Læs om KISS-børn og KIDD-børn ...